Oplever du ofte at din hverdag og dit spirituelle liv er to meget adskilte verdener?

At det med kroppen og alt det der sker i den, det er noget som skal fikses for at komme videre med det rigtige liv?

Er himlen noget du ser op til eller frem til?

Så læs med her…

En af mine spirituelle lærer Shakti Caterina Maggie hun har sagt noget, som virkelig vækkede genklang i mig:

Embodiment is not in contradiction with divinity.

It is divinity’s explicit expression.

Legemliggørelse er ikke i modstrid med guddommelighed.
Det er guddommelighedens eksplicitte udtryk

Så hvad er det vi ser ind i her?

Når vi fødes, oplever vi verden som ét. Vi ved ikke, at der noget, der hedder en fod og en hånd. Og når vi mærker, at hånden rører ved foden, så er det én samlet oplevelse. Den er ikke delt i et mig og et dig derude.

Så går opdragelsen til at blive et ”jeg” ellers i gang.

”Du hedder Astrid” ”Du er der” ”Jeg hedder Mor”. ”Det derover er far”. ”Nej, det der er mit”. ” Du må tage din egen ting”.
Når du udtrykker dig, begynder der at blive sagt. ”Nåå, du er nok en lille vildbasse”. ”Nej, det der græderi, det vil vi ikke have”

Og langsom langsomt begynder du at forme din personlighed efter omgivelserne. For det gør et intelligent barn. Det lægger mærke til, hvad er godt/dårligt. Hvornår føles det rart/ubehageligt. Og alle de erfaringer i vores interageren med livet her på jorden. Ja, det former os. Og den måde vi formes, det er med til at give os den måde vi ser på verden. Den måde vi oplever verden.

Marion Rosen kaldte det for attitudes. Vi former en måde at være i verden på, der hjælper os med langt hen ad vejen at opleve mindst muligt ubehag i vores omgivelser og størst mulig succes set i lyset at vores kultur. Vi sælger på en måde vores ”sjæl”, vores unikke udtryk for at kunne overleve og klare os bedst muligt.

Hele den her tilpasning foregår på det rent fysiske plan. Vi bruger vores muskler til at bremse spontane impulser. Til at undgå at give udtryk for hvad der kunne være upassende. Vi holder de følelser nede, som ikke er velsete.

Og hele denne her bearbejdning af vores sind og legeme, skaber ofte en større og større adskillelse mellem det der rent faktisk foregår ”inde” i os, og det der kommer til udtryk. Vi føler vi vil lykkedes bedre, hvis vi har kontrol over hvem vi er, hvad for nogle handlinger vi udfører og på den måde også, hvordan andre ser os og reagerer på os.

Det er dog hårdt. Og det er ofte også en enorm træthed der mærkes, når man på kurserne lærer at komme i kontakt med det M. R. kaldte for barrieren. Det der adskiller det vi opfatter, som ”os” og det som vi tænker på som dem eller det derude.

Så, når der ved hjælp af Rosenmetodens kærlige og nysgerrige berøring kommer mere kontakt ind til det der ligger bag barrieren, så kan vi lærer at rumme, at vi er meget mere, end vi troede vi var. Det vi havde lært, vi var.

Og nu mere man på kurserne i sig selv og i andre oplever at adskillelsen/barrieren opløses, så kommer vi i kontakt med noget, der er ”større end os selv”. Eller rettere sagt. Vi kommer i kontakt med det vi oprindeligt og altid har været. Nemlig det guddommelige.

Pludselig kan du tydeligt mærke, at vi ikke bare er små adskilte væsner, der render rundt i en ond verden og hver især prøver at overleve. Du mærker kontakten med det menneske, der har hænderne på dig, og du mærker kontakt med ”dig selv” og du oplever ofte at kunne se mere klart.

Marion Rosen beskriver det således:

Overgivelse

Diafragma (mellemgulvet) fungerer bedst, når den er afslappet – når den slipper bliver der en følelse af overgivelse – og når vi overgiver os totalt, bliver der fred, tilladelse og en accept af noget ud over en selv. En kontakt med det Guddommelige.

Som Shakti siger, vi er det Guddommelige. Vi finder fred, med det der er.  Hvem vi er. Hvordan vi nu engang er skabt. Og på en eller anden måde, er det som om, at hele kroppen, hele væsnet kommer i alignment. Det ”ydre” og det ”indre” opleves mere, som et hele. Der er ikke længere en adskillelse mellem det spirituelle og det kropslige. Det er det samme.  Og herfra kan livet blive en lang ”spirituel opdagelse”

Vi er det Guddommelige, der har en menneskelig oplevelse.

Hvilken krop har du lyst til at have den oplevelse igennem?

Hen over tid oplever jeg mennesker på vores uddannelse, som kommer ind ad døren med én virkelighed og gå ud ad døren igen, med et andet syn på verden. Og igen vores fysik, vores krops tilstand, den bestemmer hvordan vi oplever verden.