I Rosenmetoden arbejder vi med kroppens ubevidste muskelspændinger, så vi møder de steder, der stadig kører på automatpilot. De dybere prægninger i kroppen. Marion Rosen kaldte det for attituder. Altså måder vi møder livet på. Det kan være du kender nogle af følgende beskrivelser:

  • Jeg har oplevet en masse ubehagelig ting i min fortid, og jeg har svært ved at have tillid til andre mennesker. Selv om jeg længes efter nære og intime relationer, så er jeg bange for at åbne op til mit inderste. Tænk nu hvis jeg igen bliver såret? Indtil nu har det handlet mere om overlevelse end at leve.
  • Jeg er god til at tage mig sammen. Jeg bider tænderne sammen og får det gjort, der forventes af mig.
  • Jeg har bare ondt. Ondt i mine muskler. Jeg føler, at jeg ikke kan få kroppen til at slappe af.
  • Jeg stiler mod perfektion. Jeg viser helst kun de sider af mig selv, som er accepteret af mine omgivelser og mig selv. Jeg holder tingene tæt til kroppen, når det gælder mine autentiske følelser.
  • Jeg er særlig sensitiv, dvs. jeg fornemmer alle stemninger omkring mig og bliver hurtigt overvældet. Jeg kan ikke bare lukke af lige som andre, så den mulighed jeg har er, enten at isolere mig eller forsvinde ud af kroppen, og blive følelsesløs, når jeg er sammen med andre.
  • Jeg har gjort alt det omgivelserne har fortalt mig ville gøre mig lykkelig. Nu sidder jeg her med hus, børn, job, dejlig mand, sommerhus osv., og jeg kan ikke mærke glæden. Hvad er det egentlig, der gør mig lykkelig?