Når vi vokser op, så integrere vi vores omgivelsers vurdering af os. Deres udsagn og deres udtryk, der fortæller, hvordan de oplever os. Det bliver til vores indre stemme, som mange mennesker fejlagtigt tror, er dem selv. Det bliver til det miljø og den stemning, der er inde i os.

Hvordan taler den stemme til dig?

Skaber den et indre kærligt miljø med masser af forståelse og medfølelse?

Eller oplever du ofte at blive talt til af dig selv i en meget fordømmende tone?

Det sidstnævnte kan medføre følelsen af skam. Ikke at være værdig til andres kærlighed og billigelse. Er denne følelse for voldsom lukkes der ofte af, og vi kan blive helt følelsesløse. Det kan også være, at man projekterer den væmmelige følelse, man har indeni ud på andre, og så bliver kritikeren optaget af bebrejdelser.

Begge dele kan være ret giftigt og skadeligt for os selv. Med skam, som er rettet indad, der føler vi ikke vi er noget værd, at vi ikke burde være her, og at der ikke er nogen, der kan elske os.
Med den ydre kritiker bebrejder vi, stoler ikke på andre og holder dem ude i strakt arm. Begge dele besværliggør det at få de virkelige nære og trygge relationer, vi drømmer om. Og den støtte vi egentlig længes efter.

Selvfølgelig kan kritik være på sin plads, hvis andre overtræder vores grænser. Det er ikke det vi taler om her. Her er det ligesom blevet en del af din personlighed, hvor du konstant beskytter dig selv for igen at blive skuffet og overvældet af tidligere følelser, der har været i dit liv.
Det er blevet en del af den måde du opfatter dig selv eller verden på. Læg mærke til, hvis der er mange generaliseringer. “Verden er af lave” “Man kan ikke stole på nogen”

Alle de her stemninger sidder ikke bare i det mentale, men i din krop. Ofte kan de her ting være lagret i dig, før du overhoved har en erindring om det. Det kan være, at du har fået ”blikket” og samtidig er blevet straffet, senere skal der ikke andet til end at nogen kigger på dig, på den der måde… Så er du med det samme kastet tilbage i genoplevelsen af overvældende og ubehagelige følelser.
Din krop den krymper sig måske, eller du gør dig klar til at flygte eller gå til angreb. Måske du slet ikke kan forstå hvad der sker og så begynder selvbebrejdelserne.

For at få et indblik og en dybere forståelse af alle de her mekanismer, så har vi brug for et kærligt miljø, hvor vi kan undersøge, hvordan de her mønstre spiller sig ud. Vi har brug for at blive holdt og støttet, og ikke endnu engang bare blive vurderet og bedømt.

I Rosenmetoden har vi mange års træning i at møde os selv på den måde. Og det dejlige er, at nu bedre vi kan møde os selv med kærlighed og medfølelse, nu mere breder det sig også til at inkludere andre.

Vi dropper mere og mere ideen om at noget kan blive perfekt, og dermed først på det tidspunkt være værd at holde af. Men vi ser, at vi er mennesker, med alt hvad det nu indebærer.

Det kræver rigtig meget træning at kunne være med et andet mennesker, der føler sig skamfuld og fordømmende. Ikke bare at gribe til den nemme løsning, at give dem et plaster på såret, ved at sige nej, du er da ikke… osv. At blive i smerten, så den kan blive undersøgt, og den kan blive ledt derhen, hvor den høre til. Måske var det ikke vores skyld, at vi ikke kunne tage vare på os selv, da vi var små. Måske er det helt normalt at give udtryk for vores behov, vores vrede og vores sårbarhed, men der var ikke nogen der kunne rumme det. I stedet for at det blive vendt indad og føre til skam og udad og føre til bebrejdelser, kan det nu blive rummet, som en del af det at være menneske.

Har du lyst til at lære at skabe det rum for dig selv og evt. andre, så kunne det være, du skulle se om et kursus i Rosenmetoden var noget for dig?